Sådan får du flere grøntsager i hverdagen

De fleste danskere får for lidt frugt og grønt i hverdagen, og det er især grøntsager, vi bør spise flere af. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi spiser 600 gram frugt og grønt om dagen, og mindst 300 af dem bør være grøntsager. Tal fra DTU Fødevareinstituttet viser, at en dansker i gennemsnit kun spiser 430 gram frugt og grønt om dagen, og kun 130 af dem er grøntsager. Derfor kan det altså betale sig at gøre en indsats for at spise flere grøntsager, og heldigvis behøver det slet ikke at være svært. Her er gode råd til, hvordan du nemt kan snige det grønne ind i hverdagskosten.

Gør det nemt

Først og fremmest handler det om at gøre det grønne valg let. Skræl en stor portion gulerødder, læg dem i en bøtte med vand og opbevar dem i køleskabet. På den måde er der altid en sund snack i køleskabet, som er let at snuppe. Du kan også med fordel hakke, snitte eller skære lidt ekstra grønt, når du alligevel er i gang, så der er til næste dags madpakke. Når du forbereder grønne måltider og snacks, så de er klar til at spise, er det nemmere at ty til dem frem for chokoladebaren i skabet, og travlhed er ikke længere en undskyldning.

Grønne smoothies

En super nem måde at få flere grøntsager er ved at bruge dem i en smoothie. De fleste forbinder smoothies med bananer, bær og andre frugter, men man kan sagtens tilsætte grøntsager og stadig få en lækker og cremet smoothie. Grønkål, broccoli og spinat bud på tre grøntsager, der smager fantastisk deri. Faktisk kan man næsten ikke smage spinaten, så den kan sagtens komme i børnenes smoothie også.

Du kan bruge friske grøntsager, men du kan også sagtens bruge dem fra frost. De gode næringsstoffer er nemlig bevaret i dem, så de er lige så næringsholdige som de friske, og de gør desuden, at smoothien bliver dejlig kold. Så længe du har en blender i god kvalitet, er det ikke noget problem at smide frosne grøntsager deri.

Snig det grønne ind

Det tredje og sidste råd er at tilsætte grønt, hvor du kan. Der er nærmest ikke nogen grøntsager, du ikke kan snige i kødsovsen, og både gulerødder, squash, og spinat kan snildt røres i frikadellefarsen uden at retten forringes. Tværtimod tilfører grøntsagerne masser af god smag og gør retten lidt sundere.
Dette tip er perfekt til familier med børn, der let afskrækkes af grøntsager.